Skotske duer til frokost vækker begejstring

MIR 2´s kok, Dres Simon, udsætter hver dag vores elever for eksperimenterende og kreative madprojekter, når de samles til frokost.

 

Dres Simon har et motto: ”Hver uge skal du smage noget nyt!” Dette praktiseres i stor stil; eksempelvis stod menuen forleden på skotske duer og eleverne var begejstrede!

 

På Skolen Mir vægtes den daglige frokost højt. Det handler ikke kun om, at eleverne får stillet deres sult og får energi til at klare dagens udfordringer. Det handler i ligeså høj grad om at skabe et socialt forum for alle elever og voksne, hvor der hygges og snakkes om alt og ingenting.

I dette forum er Dres Simon og hans madfærdigheder hovedpersonen.

 

Udover at lave spændende mad på skolen, har Dres Simon en fortid på Danmarks Designskole, en stribe reklamebureauer og arbejder idag stadig som freelance-illustrator for bl.a Danmarks Radio og Danmarks Naturfredningsforening.

På skolen nydes der derfor også godt af hans evner indenfor det kreative. Når maden er indtaget, åbner Dres Simon tegneværkstedet i frokoststuen, hvor eleverne alt efter dagsform kan sidde i fred og ro og tegne/male eller designe.

 

Dres Simon har været ansat på Skolen Mir i 4 år og har sin faste gang på Mir 2. Dog benyttes han ofte også til kreative opgaver på de andre afdelinger, samt i SFO´en på Mir 1.