På MIR skolerne ser vi læring som mere end de klassiske fag. Vi arbejder nysgerrigt, opsøgende og undersøgende i forhold til verden omkring os – og derfor er vi altid åbne for nye projekter, tiltag og muligheder, der styrker vores elevers udvikling.
Læring kan være mange ting, og en skoledag kan opbygges af en lang forskellige elementer som ikke “bare” er de fagfaglige lektionsblokke. Læring sker også gennem praktiske, kreative og sanselige aktiviteter, der styrker både sociale, personlige og faglige kompetencer.
Vi har en bred vifte af spændende projekter og tilbud – også for mange, til at der ville være plads til dem alle på denne side. Derfor har vi udvalgt nogle af de vigtigste hovedpunkter, som du kan læse mere om nedenfor.
Siden januar 2016, har vi været en del af projektet Mit Første Job. Projektet er udtænkt og udformet af Skolen Ved Den Sorte Hest, og efter at have oprettet og indkørt tiltaget i tæt samarbejde med dem, varetager vi nu selv ansvaret for at holde det gående.
Kort fortalt er det en fritidsjobsindsats, der vækker jobdrømme til live hos unge med sociale og psykiske udfordringer på landets dagbehandlingsskoler. De ældste elever får viden om – og praktisk erfaring med -arbejdsmarkedet og bliver klogere på sig selv og egne kompetencer. Indsatsen sker i et samarbejde mellem personalet på dagbehandlingsskolerne, lokale virksomheder og de unge selv. Sammen hjælper vi eleverne med at skabe en selvfortælling, der involverer en fremtid på arbejdsmarkedet.
Et fritidsjob kan være mange ting. Derfor arbejder Mit Første Job også med to forskellige tilgange; lommepengejob samt fritidsjob. Hvor lommepengejobbet foregår på skolen og er for de elever, der har behov for at starte roligt op i trygge rammer, er fritidsjobbet for de børn/unge, der har mod på udfordringer under en anden rammesætning. Gældende for begge fremgange er, at personalet følger barnet/den unge tæt og hele tiden vurderer udviklingen og behov.
Tilbuddet gælder 13-18-årige, og barnet/den unge aflønnes efter gældende regler.
Vi tilbyder hesteassisterede undervisningsforløb. Det er et projekt, som vi i de seneste par år har haft stor succes med, og især har det været en essentiel faktor i vores indkøring af de børn og unge, hvor skolevægring har været en del af deres historie.
Hestene bruges her som mediator for udvikling af elevernes sociale og personlige kompetencer.
Heste har en beroligende og berigende effekt på mange mennesker. De kan åbne op for nærvær og skærpet opmærksomhed, hvilket er punkter, hvor man ofte ser udfordringer hos mennesker med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.De har derfor også en positiv og afsmittende effekt på vores elever, og som oftest opleves det, at elevernes samvær med hestene har en yderst beroligende effekt på dem.
I disse kontekster får vi lov at se en helt anden side af eleven, og eleven får lov til at mærke efter i sig selv, i en situation der adskiller sig væsentligt fra klasselokalerne og skolen.
Hesteterapien skaber rum for glæde og succesoplevelser, og på denne led udløses signalstoffet dopamin i hjernen, hvilket bidrager til en positiv udvikling af selvværd og selvtillid.
På MIR deltager elever og personale, ligesom på folkeskoler over hele landet, i både Skolernes Motionsdag og Hjernens Motionsdag, hvor vi sammen sætter fokus på både fysisk og mental sundhed.
Begge dage giver vores elever mulighed for at styrke deres trivsel, fællesskab og udvikling gennem aktiviteter, der både udfordrer kroppen og hjernen.
Skolernes Motionsdag handler om glæden ved bevægelse og samvær. Eleverne deltager i forskellige fysiske aktiviteter, der skaber smil, energi og en følelse af fællesskab. Hjernens Motionsdag, som vi markerer gennem Skolernes Skakdag, udfordrer elevernes mentale styrke med strategiske spil, hvor skakbrættet bliver centrum for samarbejde, læring og fordybelse.
Disse landsdækkende motionsdage er ikke kun sjove og lærerige, men også en vigtig del af vores arbejde med at skabe rammer, hvor eleverne kan udvikle sig – både fysisk, mentalt og socialt.
Tekst på vej…
Skolen Mir har tilknyttet en UU-vejleder fra Lyngby Kommune, som vejleder alle vores elever i 8.-10. klasse.
UU-vejlederens opgave er at støtte de unge i valget af uddannelse og erhverv efter deres tid på Mir. Dette sker gennem individuelle samtaler med de unge og deres forældre samt via praktikforløb og brobygning.
I det skoleår, hvor den unge afslutter sin tid på skolen, deltager UU-vejlederen i netværksmøder for at sikre en god overgang til videre uddannelse.
Brobygning er typisk et forløb på en teknisk skole, hvor den unge i en kortere periode kan afprøve forskellige fag og uddannelsesmuligheder.
På MIR spiller traditioner en vigtig rolle i at skabe trygge og stabile rammer for vores elever. Vi ved, hvor vigtigt det er med genkendelighed og fællesskab, og vores traditioner bidrager til netop dette. Hvert år fejrer vi begivenheder som julefest, sommerfest, skolens fødselsdag og fastelavn, der alle styrker relationerne mellem elever, personale og familier.
Hvordan traditionerne markeres, varierer fra afdeling til afdeling og fra år til år, men fælles for dem alle er deres fokus på at fejre vores elever, vores skole og det fællesskab, vi skaber sammen.
Traditionerne giver ikke kun anledning til glæde og samvær i nuet, men bidrager også til en følelse af tilhørsforhold og kontinuitet, som er særlig vigtig for vores elever. På MIR er traditionerne en vigtig del af vores hverdag – en måde at skabe stabilitet og samtidig give plads til fælles fejring af både små og store øjeblikke.