Visitation - Skolen mir

Visitation

Visitation

Visitation

Visitation

Visitationsprocessen foregår altid i tæt samarbejde mellem hjemkommunen og forældrene – og med stor opmærksomhed på, om vi er det rette match for barnet.

Indledende fase

Oftest er det en socialrådgiver fra barnets hjemkommune, der tager kontakt, og som sender os sagsakterne.

I den indledende fase vurderer vi blandt andet:

  • Om barnet falder inden for vores målgruppe
  • Om vi har plads i den relevante aldersgruppe
  • Om vores fysiske rammer og behandlingsmæssige tilgang kan imødekomme barnets behov

Nogle gange er det forældrene, der kontakter os først, hvis deres barn er i mistrivsel, og de ved, at barnet skal visiteres til specialskole eller dagbehandling. I de tilfælde tilbyder vi gerne en rundvisning og en samtale, så forældrene kan blive klogere på Mir og på, hvad et behandlings- og specialundervisningstilbud er. Selve visitationen og beslutning om skoleplacering foregår dog altid via hjemkommunen.

Vurdering og besøg

Hvis vi, på baggrund af sagsakter og et møde med rådgiver, vurderer, at MIR kan være et relevant tilbud, inviterer vi forældrene til en rundvisning på skolen.

Vi ved, at vi ofte modtager en beskrivelse af et barn, der er i mistrivsel. Der kan være lagt vægt på alt det, der er svært og alt det, som barnet ikke kan. Derfor lytter vi meget til forældrene og deres beskrivelser af barnet, ligesom vi, i nogle tilfælde, også besøger barnet i hjemmet eller på nuværende skoletilbud.

Beslutning om skoleplacering

Den endelige beslutning om skoleplacering træffes af hjemkommunen i samarbejde med forældrene. Det er vigtigt for os at understrege, at forældrene ikke skal føle sig forpligtet til at vælge MIR efter en rundvisning. Forældrene skal vælge det tilbud, der føles rigtigt.

Opstart og indskrivning

Når både forældre, kommune og vi vurderer, at MIR er det rette tilbud, afholder vi et opstartsmøde, hvor følgende typisk deltager:

  • Forældre
  • Rådgiver fra hjemkommunen
  • Eventuelt PPR
  • MIR’s visitationsansvarlige
  • Psykolog
  • Den kommende kontaktperson på MIR (lærer eller pædagog)
  • Nogle gange barnet

Den første tid og opfølgning

De første måneder er der tæt kontakt mellem forældre, kontaktperson og visitationsansvarlig. Efter tre måneder afholder vi et statusmøde med kommunen. Herefter afholdes som udgangspunkt to årlige møder – status og revisitation – i samarbejde med kommunen.

Har I spørgsmål til processen, er I altid velkomne til at kontakte MIRs visitationsansvarlige, Rosa Maria Villadsen på:
Mail: rosa.villadsen@skolenmir.dk
Tlf.: 20 95 59 09