Ny direktør i AskovFondens Socialpsykiatri bliver Ziga Friberg

Den 16. august byder vi Ziga Friberg velkommen som direktør i Socialpsykiatri (ASPA), som ligesom MIR er en af AskovFondens afdelinger.

Ziga kommer med mange års socialfaglig erfaring med mennesker i sårbare og udsatte positioner. Her i blandt andet 12 år i Røde Kors, hvor hun som sektionschef har arbejdet med strategiske civilsamfundsindsatser, og senest fra konsulent- og rådgivningsvirksomheden ‘We Do Democracy’, som Managing Director, hvor Ziga har siddet med organisationsudvikling, ledelse og projektudvikling indenfor demokrati-feltet. Derudover er Ziga uddannet socialpædagog og har en kandidat i pædagogisk psykologi fra Aarhus Universitet.

”Jeg glæder mig enormt meget til sammen med AskovFonden at bygge videre på det vigtige arbejde, som ASPA laver indenfor socialpsykiatrien. Det er et område med nogle af de mest udsatte grupper i vores samfund, og da jeg er optaget af at være med til at skabe samfundsforandringer både for det enkelte menneske og på det strukturelle niveau, ser jeg frem til at sætte mit engagement i spil sammen med det stærke faglige team i AskovFondens Socialpsykiatri.” – Ziga Friberg

AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) hjælper mennesker med psykiske sårbarheder. Gennem meningsfulde fællesskaber hjælper vi mennesker ud af isolation, ensomhed og psykisk mistrivsel. Altid ud fra den enkeltes ønsker og behov. ASPA er et dag- og aftentilbud, der har åbent 365 dage om året. I ASPA er der altid fokus på fællesskaber, personlig udvikling og beskæftigelse.

 

Læs mere om ASPA her