Mirskolerne som DGI-certificeret Udeskole

Charlotte fra DGI overrækker os diplomet til vores sommerfest 2019.

Vi mennesker trives i vidt forskellige rammer for læring. Hvor det for nogen er en fordel at have næsen i en bog, giver det for andre først mening når det fremstår visuelt og konkret – og er til at føle på. Det ses også ofte, at vejen til læring går gennem en helt specifik interesse, eller er bundet til en specifik fysisk ramme.
På Askovfondens Mirskoler tager vi højde for disse nuancerede forhold, og arbejder derfor med mange forskellige arbejdsgange og indgangsvinkler. På denne måde kan vi, selvfølgelig inde for nogle faste rammer, tilbyde en alsidig og tilpasset læringsproces for den enkelte elev.

På Mirskolerne har der sideløbende været et ønske om at erhverve sig flere redskaber til at udnytte områderne omkring os, naturen og bybilledet, for på den led at blive endnu bedre til at kunne justere på rammerne omkring undervisningen. Derfor henvendte vi os til DGI.

Hvad er DGI?

DGI er en af Danmarks største idrætsorganisationer. De udbyder et længerevarende udviklingsforløb, som udmunder i en certificering som Udeskole. Det betyder at man har opnået forståelse for at benytte ”skolen udenfor skolen”. Forløbet består af en lang række forskellige moduler, hvor fokus rettes mod forskellige tematikker, som f.eks.:

Forskellige lege/aktiviteter; Hvilket indhold kan benyttes, hvilken rammesætning der passer til forskellige alderstrin mv.

”Udenfor” som værende noget forskelligt; Alle områder har deres fordele, de skal bare findes.
 

Disse forskellige moduler har givet os et væld af konkrete muligheder som at lige til at gå til, og har dertil givet os et bedre øje for hvordan man selv tænker både faglighed og udvikling ind i de arealer der omgiver os. Det hele bidrager til at kunne variere og nytænke i hverdagens skemaer, og det er tydeligt at se hvordan begge afdelinger gennem forløbet har formået at implementere denne nye viden, og omsætte den til faglig og personlig udvikling for vores elever.

En stor relationel gevinst

Dertil kommer den vidunderlige gevinst, at nye rammer i den grad bidrager til at skabe nye relationer. Her kan diagnoser og udfordringer sættes skakmat, og alle kan træde ind i en arena med friske forudsætninger. Udendørsaktiviteter er stort set altid garant for gode oplevelser, fælles grin og læring, og ligeledes medvirker aktiviteterne til at styrke elevernes motoriske forståelse og til at skabe gode relationer – både til andre elever og til voksne.

https://skolenmir.dk/skoler/naturskolen

https://skolenmir.dk/skoler/hjortholmsvej

https://skolenmir.dk/kontakt-2