Skrevet den July 3, 2020
VISO er den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation på socialområdet. Borgere, pårørende, kommuner, regionale, kommunale og private sociale tilbud kan bede VISO om rådgivning. Rådgivningen er gratis, og det er VISO der vurderer hvad behovet for hjælp er, og sørger for den rette rådgivning.
Det er Socialstyrelsen der godkender hvilke sociale tilbud, der kan blive leverandør af VISO-ydelser, og her har MIRskolerne altså udmærket sig, og er blevet udvalgt.
Hvad betyder det for MIRskolerne?
Som udsendte for Socialstyrelsen tilbyder vi rådgivning i særligt udvalgte og komplicerede sager om børn og unge med udfordringer og behov. Vi kan rådgive i hele landet, og bliver kaldt ud til sager hvor VISO vurderer at der er behov for vores specialviden og rådgivning.
Det er et stort skulderklap at blive anderkendt for sit arbejde af Socialstyrelsen, og vi sætter en ære i at kunne dele vores erfaringer og viden, og biddrage til at børn og unge landet over, kan få adgang til den hjælp de behøver.
Hvad vi kan bidrage med?
MIRskolerne er blevet udvalgt til at rådgive inden for autismeområdet med kombinations-problematikker og skal være en del af et særligt udviklingsforløb vedr. skolefravær/skolevægring. Det er et område hvor vi har en masse erfaring og viden, og hvor vi kan stille en lang række kompetente rådgivere til rådighed. Pædagoger, psykologer, lærere – alle med omfattende erfaringer på området – står klar til at rådgive i de komplicerede sager.
Hvordan får jeg hjælp?
På VISO’s hjemmeside kan du læse meget mere om organisationen og deres procedurer, og her finder du også kontaktoplysninger i tilfælde af at du har behov for rådgivning.