Kender inklusion sin begrænsning?

Der er større sandsynlighed for, at børn med ADHD ser sig selv i et positivt lys og oplever en følelse af trivsel og inklusion i en specialskole end i en normalskole i følge et speciale af cand. psyck. Christina Rosenfelt Holst fra 2007.

Dette skyldes to forhold:

I en specialskole oplever eleven at blive mødt af fagprofessionelle med stor kendskab til elevens udfordringer samt stor erfaring med selvsamme. Deraf voksne med en evne til at til passe krav og undervisning til den pågældende elevs behov.

For det andet er eleven sammen med ligesindede børn og føler sig derfor ikke anderledes. Eleven føler sig inkluderet i et fællesskab.

Når specialskolen i en periode kan være svaret på inklusion for et barn med diagnoser eller socio-emotionelle forstyrrelser, vil det langsigtede mål for det enkelte barn i langt de fleste tilfælde være inklusion i et normaltilbud. Heldigvis er det også praksis i mange tilfælde. På Mir har vi en lang række gode erfaringer med at sluse børn tilbage i Folkeskolen efter nogle år på specialskole.

I det gode skoleliv går trivsel og læring hånd i hånd. De to parametre er afgørende også for elevens faglige resultater, og de forøger mulighederne for at eleven gennemfører en ungdomsuddannelse, når grundskolen er afsluttet.

Rummelighed handler om, at ledelse, lærere, klassekammerater og alle andre, som barnet med udfordringer møder i sin skoledag, retter sig ind efter det enkelte udfordrede barns behov. Rummelighed skal gælde såvel i det faglige som det sociale miljø. Dette vil i sidste ende vil bero på et ressource spørgsmål, upåagtet gode viljer og intentioner – og mon ikke vi er mange, der har en klar ide om, hvor Folkeskole lærerens og pædagogens ressourcer er rettet hen i disse reformtider?

Alle børn har brug for at føle, at de hører til i et fællesskab. Som voksne må vi aldrig undslå os i at understøtte børns muligheder for at høre til og være en del af!

drenge-kigger