Hvilken fremtid ser mit barn ind i, når skolelivet har været præget af fravær og mistrivsel? Det spørgsmål holder mange forældrene vågne om natten. En af MIR’s afgangselever begyndte på skolen i 5. klasse efter flere skoleskift og ufrivilligt skolefravær. I flere år modtog hun eneundervisning, fordi det var for overvældende at være i en klasse. I 9. klasse rykkede hun ind i klassefællesskabet, gennemførte fem afgangsprøver, og nu, efter 10. klasse, er hun blevet optaget på gymnasiet. Her fortæller hun om vejen dertil:

 

I starten var jeg kun i skole et par timer

Da jeg begyndte på MIR, var jeg kun i skole omkring to timer om dagen. Når min skoledag sluttede, sad de andre elever stadig ved bordene. Jeg syntes, det var ubehageligt at være den eneste, der rejste sig og gik. Jeg følte både, at jeg forstyrrede, og at det blev meget synligt, at jeg gik før alle andre. Derfor fik jeg mindre og mindre lyst til at komme. Så jeg begyndte at få eneundervisning uden for klasselokalet, hvor der var et stort rum med afskærmning, hvor jeg kunne sidde. Sådan foregik det meste af min undervisning frem til 9. klasse.

Det var uhyggeligt at skulle ind i klassen

Da jeg startede i 9. klasse gik jeg fra at have eneundervisning til at sidde inde i klassen. Det var et stort skift for mig, og jeg var nervøs for at være i et rum med de andre elever. På det tidspunkt kendte jeg de voksne, men jeg havde kun talt med én af de andre elever et par gange.

Jeg lavede en aftale med de voksne om, at de ikke ville spørge mig om noget i plenum, medmindre jeg selv rakte hånden op. I løbet af året blev jeg mere tryg ved at være i klassen, så når jeg var sikker på svaret, begyndte jeg efter fire-fem måneder at række hånden op. Og det blev nemmere og nemmere hen mod slutningen af året.

Tanken om afgangseksamener begyndte først at fylde i mit hoved omkring to måneder inden prøverne, da vi skulle trække emner og forberede os. Indtil da fyldte skiftet fra eneundervisning til klasseundervisning meget mere, fordi det hele var nyt for mig. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og sige noget til mig selv, dengang jeg sad alene uden for klassen og var nervøs for at skulle ind i klassefællesskabet, ville jeg sige:

Jeg forstår godt, at du er nervøs, for det har været meget stressende for dig før, men når du kommer derind og sidder, bliver det godt. Der er ikke noget at være bange for. De andre er ikke farlige, selvom det virker sådan. Det bliver sjovt at gå i klasse med mennesker, som du faktisk taler med – og ikke kun ser, når du går gennem lokalet.

Fra prøve til prøve lærte jeg, at det kunne jeg godt klare

Jeg syntes, at de mundtlige prøver var rarere end de skriftlige, fordi man har en større kontrol over, hvad der sker til de mundtlige. Hvis jeg forklarer noget dårligt, eller de misforstår mig, kan jeg rette op på det. Til en skriftlig prøve er der ikke mere, man kan gøre, når først teksten er afleveret.

Jeg blev faktisk ikke nervøs før dagene op til eksamenerne, fordi jeg havde prøvet situationen før til terminsprøverne. Det gav mig en ro. Terminsprøverne føles selvfølgelig ikke helt som afgangsprøverne, fordi de ikke tæller på samme måde, men jeg var fx. ikke særlig glad for de emner, man kunne trække til terminsprøven i skriftlig dansk, og alligevel klarede jeg det. Så til afgangsprøverne tænkte jeg: Det kan ikke blive værre.

Det var rart, at jeg kendte min egen lærer til de mundtlige prøver. Jeg var nervøs for, hvordan censorerne ville være, men de var alle sammen rigtig søde.

I starten af den første mundtlige prøve var jeg så nervøs, at jeg rystede, men min lærer havde sagt, at det var en god taktik at bede om et glas vand eller tage en tår at drikke, hvis jeg glemte, hvad jeg skulle sige eller havde brug for at samle tankerne. Det gjorde jeg, og efter fem minutter blev det allerede bedre. Jo flere prøver jeg kom igennem, desto nemmere blev det.

Næste skridt: STX

Begge mine forældre har gået på gymnasiet, så jeg har altid tænkt, at jeg også skulle det. Jeg er kommet ind på Høje-Taastrup Gymnasium, hvor jeg skal gå på ASF/SAFE-linjen, som optager unge med autisme eller andre lignende hjælpebehov.

Jeg blev rigtig glad, da jeg fandt ud af, at jeg var kommet ind, men lige nu er jeg mest nervøs for at skulle begynde. Det er et nyt sted med nye mennesker, og hvis jeg kunne, ville jeg egentlig gerne blive på MIR. Her er der forudsigelighed i hverdagen, gode lærere, og der bliver taget hensyn til den enkelte. Det er nemt at få hjælp, hvis der er noget, man ikke forstår, fordi der er færre elever og flere lærere.