Den oversete familie

 

På Askovfondens MIRskoler beskæftiger vi os dagligt med børn og unge med forskellige psykiske udfordringer. Det kommer sig til udtryk på vidt forskellige måder, og hos ethvert barn/ung ser vi derfor varierende behov, udfordringer og ressourcer.

Selvom autisme, ADHD, ADD mv. ofte skitseres som værende ens ift. diagnosetypiske træk og kendetegn, så er virkeligheden dog en anden; ingen er nemlig ens.

Én ting gør sig dog alligevel gældende for samtlige af vores børn og unge, uanfægtet diagnose, ressourcer eller udfordringer; Omkring dem står en sårbar familie. Vi er vidne til det igen og igen, og Socialstyrelsen bekræfter da også, at over 80% af de pårørende til børn/unge med psykiske udfordringer oplever, at trivslen i familien er påvirket.

Netop derfor er familiearbejdet en stor del af MIRskolernes tilgang til dagligdagen og til behandlingsarbejdet. Dét er det for at sikre to essentielle ting:

 

#At familien støtter, i den grad det giver mening, op om de strategier, tiltag og udviklingspunkter der arbejdes med på skolen, og på den led skaber en fælles rammesætning omkring barnet. Det resulterer i genkendelighed og tryghed dagen igennem og bidrager positivt til behandlingsarbejdet.

# At familien føler sig set og hørt.

 

Faste kontaktpersoner sikrer hyppig kontakt og sparring

Det er af stor betydning, at arbejdet omkring barnet bygger på en god og tryg relation, hvor indsatser og strategier ensrettes. Derfor har vi også et særligt fokus på, at vi har familierne med os. Dette faciliteres af regelmæssig kommunikation og sparring ift. adfærd, trivsel og udvikling på skolen og hjemme. Opgaven løftes af teamet som helhed, men især den faste kontaktperson sikrer at den enkelte families behov imødekommes bedst muligt.
Den hyppige kontakt og ensretning af indsatser og strategier kan være vigtigt for barnet/den unge, således at de ting der arbejdes på i skoledagen, ligeledes understøttes og anerkendes i hjemmet – og omvendt.
Derudover indebærer samarbejdet også, at forældre og personale på MIRskolerne kan udveksle viden, og få stor glæde af hinandens erfaringer og oplevelser. Dette i sig selv, opleves ofte at gøre en stor forskel.

Vi oplever i det hele taget ofte, hvor stor en forskel selv små justeringer kan gøre for en familie.

Desværre møder vi også ofte familier der har været igennem opslidende forløb, hvor skolevægring og skoleskift har tæret på ikke blot barnet/den unge, men også forældre og søskende.
Det er hårdt at være pårørende til børn/unge med psykiske udfordringer, og det er hårdt at se sine elskede i mistrivsel uden at kunne se lyset for enden af tunnelen. I mange familier går det udover ægteskab, ligesom søskendeforholdet også ofte er nedslidt og sårbart.

 

Det er vores oplevelse, at forældre alt for ofte er blevet gjort til syndebukke, og de møder os med en følelse af at have fejlet, og af at være forkert på den. Vi møder derfor også altid forældre med anerkendelse og forståelse, og med en tydelig accept af hvilken opgave de står med. Ved hjælp af hyppig kontakt mellem kontaktperson og familier, forsøger vi at etablere et frirum, hvor man kan sparre, dele tanker samt usikkerheder eller hvor man blot kan få luft og læsset af.

Vi oplever at langt størstedelen af vores familier er glade for dette samarbejde, og gør brug af det i deres hverdag. I dette trygge samarbejde kan mange udfordringer løses, og for mange af vores forældre resulterer det også i den nødvendige mængde af støtte og opbakning.

 

Vejledning, samtaler og tilrettelagte forløb

I nogle tilfælde, er der dog også behov for mere. Det kommer især til udtryk ved sårbare søskende-relationer, eller i familier hvor medlemmerne gang på gang går skævt af hinanden i dagligdagens rutiner, og hvor man er løbet tør for værktøjer og idéer. Her kan det give mening at indkalde til vejledning, familie-samtaler eller pårørende-samtaler. Indholdet kan variere i uendeligheder, og samtaleforløbene kan bestå af individuelle samtaler eller forløb hvor flere familiemedlemmer deltager. Disse forløb kan især hjælpe søskende med at udvikle større forståelse for de udfordringer deres bror/søster er ramt af, eller give forældre nye strategier til at overkomme daglige udfordringer.

Samtaler og forløb varetages af vores psykologiske personale, og planlægges og afholdes efter behov.

 

Læs mere om forældresamarbejde

Læs om vores afdelinger

Hvordan får jeg en plads hos jer?