De gode historier giver et unikt og autentisk indblik i, hvordan livet på MIR kan skabe forandring, styrke relationer og åbne nye muligheder for både elever og deres pårørende.
For forældre til et barn på MIR – eller en anden dagbehandlingsskole – er det ofte spørgsmål om fremtiden, der fylder mest. Hvordan vil det gå mit barn? Vil de finde deres plads? Har skolegangen gjort en forskel? Det er her, de gode historier bliver afgørende. De viser ikke blot, hvad der sker undervejs på MIR, men også hvad der venter bagefter: en fremtid med muligheder, fællesskaber og nye veje.
De gode historier er ikke kun fortællinger om fortiden – de er et lys for fremtiden. De minder os alle om værdien af fællesskab, indsats og troen på, at alle kan finde deres styrke. For kommende elever og deres familier giver historierne håb og tillid til, at MIR kan være med til at skabe en positiv forandring.
At dele disse fortællinger er også vigtigt for os på MIR. De bekræfter vores arbejde og det, vi tror på: at de rammer og den støtte, vi tilbyder, gør en forskel. Når vi hører fra tidligere elever, der har fundet deres plads i livet, og taknemmelige familier, der har oplevet en mærkbar forandring, bliver vi mindet om, hvorfor vi gør det, vi gør. MIR er ikke kun en skole, det er en mulighed for at skabe nye begyndelser – og det er disse historier, der viser os vejen.
Jeg er mor til et barn, som har været en del af systemet, siden han var helt lille. Han er 11 år, og har gået på 4 forskellige skoler, og i 3 forskellige børnehaver. Han har ikke fået lov til at slå rødder noget sted. Han har ikke slået rødder i nogen voksne eller nogen børn. Det er den korte version af en forhistorie, som er meget lang og meget vanskelig.
Det først møde, jeg var til på MIR skolerne, slår de fleste møder, jeg nogensinde har været til med længder. Det var mig, der talte og ikke dem, der talte til mig. Jeg blev vist rundt, og jeg så ikke et eneste barn. Jeg hørte ikke en eneste lyd, mens jeg var her, og jeg måtte spørge: ”er her nogen børn?” Det tog virkelig fusen på mig, at her er så behagelig en atmosfære, og så meget ro. Det er ultimativt det bedste, der kunne ske for vores søn og os som familie.
De voksne har på meget kort tid lært ikke bare vores søn at kende, men hans kerne at kende. Han er vanskelig at komme ind under huden på, men det har de formået. De har faktisk formået at lære mig noget nyt om mit barn. Det er så højt et niveau både pædagogisk og fagligt, som vi aldrig har oplevet tidligere. Der er en meget stor omsorg både for vores søn, men også for mig som mor, som jeg har haft brug for, fordi vi virkelig har været hårdt prøvet.
Den måde, som de tager udgangspunkt i barnets behov, men stadig har helt faste rammer og rutiner, gør at det er første gang, vores søn prøver at gå i skole. Han har ikke prøvet at have en reel skoledag på denne måde før. Vores søn går i skole, og det har gjort noget ved hans selvværd at være et helt almindeligt skolebarn.
De lægger mange kræfter i at forstå vores søn, så de kan tilrettelægge en dag og en behandlingsplan efter, hvad han i virkeligheden har brug for, og ikke bare hvad vi tror, han har brug for. Det er sagt ud fra, at jeg havde givet op på systemet. Jeg kommer fra et sted, hvor jeg var krakeleret. Så ikke nok med at de har samlet mit barn op, de har også samlet mig op som mor. Det er store ting, for jeg havde givet op. Jeg har prøvet at råbe nogle højere magter op, men det er som at råbe under vand. Der sker ikke noget.
At have børn med særlige behov er ikke for de ressourcesvage. Du skal være ekstrem ressourcestærk, hvilket tit ikke hænger sammen med den situation, du befinder dig i. Når han så lander et sted nu, hvor han føler sig tryg, så føler jeg mig også tryg, og jeg begynder at kunne bruge mine ressourcer på at være mor, og ikke socialrådgiver.
Vores søn slog rødder i én voksen, da han startede, og stille og roligt er han nu tryg ved alle de voksne. Det er trygt for mig at se, at han fik lov til at slå rødder i hende, og det viser mig, at der er plads og tid til at være ham.
Vores søn har fået relationer, som begynder at spire og blomstre omkring ham, og han er en del af et fællesskab. Det er mit største ønske, at vores søn skal opleve følelsen af at være en del af noget større – en flok, og et fællesskab med andre børn, han kan spejle sig i. Det er der ro til her.
Det er vildt som mor, for første gang i mange år, at kunne puste ud. Det er en kamp med systemet, hvor der for mig nu er blevet sat punktum. Nu er det tid til bare at være mor!
Jeg har lyst til at råbe det til kommunen og ud i universet. Det er det her, vi har brug for, og det de gør på MIR skolerne skal andre lære af, for at de kan lære at gøre det samme – for det enkelte barn og familien omkring.
Efter en lang sommerferie er vi glade for at kunne byde både gamle og nye elever velkommen tilbage på Mir Skolerne. Vi ved, at skolestarten kan være en tid fyldt med både spænding og udfordringer, og netop derfor er det ekstra vigtigt at vi fortsat gør, hvad vi gør – nemlig at skabe en skole, hvor alle elever kan føle sig set, hørt og forstået.
Dette inspirerende interview fra 2022 er med en af vores tidligere elever, som har oplevet, hvordan det er at finde sin plads i verden efter mange års kamp. Fra at føle sig fortabt i et skolesystem, der ikke kunne rumme Lærke, til at finde ro, støtte og et meningsfyldt liv på Mir Skolerne. Vores samtale med Lærke vil forblive et stærkt vidnesbyrd om, hvad der kan ske, når man bliver mødt med forståelse, tillid og tid.
Jeg har haft det skidt siden jeg var 4 år gammel. Jeg har diagnoserne ADHD, autisme, panikangst og depression. Da jeg var barn, var jeg overbevist om at folk var onde bare for at være det og at alle ville dræbe mig. Jeg følte ikke at jeg havde noget at miste, ingen fremtid og ingen venner.
Min oplevelse med skolesystemet inden jeg kom på MIR var, at alt ved skolen var hårdt. Jeg blev mobbet, fastholdt og låst inde. Jeg blev mødt af lærere, der var ligeglade med mig indtil det påvirkede dem og som aldrig gjorde sig umage for at forstå og hjælpe mig. Det gjorde at jeg ikke stolede på nogen og blev udadreagerende. Jeg kom i mange slåskampe. I dag kan jeg godt se, at når de fastholdt mig, så var det for at beskytte dem selv og de andre børn, men jeg er helt sikker på, at det havde været anderledes, hvis de havde lyttet til mig og prøvet at forstå mig.
Da jeg kom til MIR, var jeg 10 år gammel. Jeg havde 3 skoleskift bag mig, 2 almindelige folkeskoler og en autist skole. I to år havde jeg slet ikke været i skole.
For mig var det ikke hårdt at skulle kæmpe og være bedst til alting, det var hårdt hele tiden at føle mig som en fejl.
Den primære forskel på at være på en almindelig skole og på Mir Skolerne er, at på MIR møder de en med det man kan håndtere, med tillid og tid. De har ikke det samme behov for kontrol og man bliver accepteret for den man er og så ser de hele dig og ikke kun din diagnose.
Dermed ikke sagt at det var nemt, for det var det ikke, men på MIR følte jeg, at jeg betød noget for nogen, som ikke var tvunget til at holde af mig, som mine forældre. Det føles som en oprigtig interesse og så gav de mig fred til at tænke, det var så vigtigt.
Det lyder måske underligt, men jeg havde brug for at de havde medlidenhed med mig og ikke kun tænkte på hvor hårdt det var for andre at skulle håndtere mig, men at de kunne se at det var hårdt for mig. Jeg er jo ikke ligeglad med folks reaktioner, hvis jeg var det, så var der jo ikke nogen grund til at tage hensyn til dem. Det fik jeg hjælp med at se på MIR, at forstå mig selv, at finde min vej i verden og dermed kom ønsket om en uddannelse også.
Først og fremmest, så er jeg glad hver dag. Jeg har venner og hobbyer og jeg har drømme om hvad jeg gerne vil.
Jeg er snart færdig med gymnasiet og har et snit på 11,3, så jeg er faktisk ret god til at gå i skole. Når jeg er færdig her, så vil jeg på CBS og læse asiatiske og økonomiske studier. Jeg taler kinesisk og er flydende på engelsk. Efter det det vil jeg have et spændende job i en stor virksomhed som f.eks. Mærsk.
Jeg tænker stadig at livet er hårdt, men mit liv er ikke håbløst. Jeg ved hvad jeg vil i livet. Verdens uretfærdighed fylder meget i mine tanker og derfor interesserer jeg mig for politik og miljø. Tror man kan sige at retfærdighed er blevet min driver, mit kompas.