At kende sin bagdør

 

For kort tid siden rullede dokumentarserien ”Nødråb fra børnehjemmet” over skærmen i mange danske stuer. En hård men ærlig fortælling om hvordan livet også kan se ud – og hvordan det desværre også ser ud – for en gruppe sårbare unge mennesker.

I et blogindlæg som du kan læse lige HER, fortæller Helle Øbo, Askovfondens direktør, om hendes tanker efter at have set programmet. Vigtig og relevant læsning.

 

På MIRskolerne fulgte vi også med i dokumentaren, og vi føler med de unge der udsættes for denne behandling. Noget af dét der gjorde mest indtryk, var de tilsyneladende unødvendige magtanvendelser og fastholdelser – som endvidere ikke blev indberettet.

Magtanvendelser og fastholdelser er ikke en hyppigt forekommende ting på MIRskolerne. Det skyldes selvfølgelig flere forskellige faktorer, hvor blandt andet nedenstående er gældende:

 

1. Vi har en overvægt af uddannet personale, der har været ansat her i længere perioder.

2. Vi har mange års erfaringer, og vi ved hvad der virker og ikke virker.

3. Vi har et veletableret fælles pædagogisk ståsted, hvor den professionelle tilgang altid går forrest.

4. Det er vigtigt for os, at vores børn altid har mulighed for en bagdør.

 

Når det er sagt, så skal vi heller ikke benægte at de finder sted, fastholdelserne. Der er klar lovgivning på området, og således kan vi se os nødsaget til at gribe ind, hvis et barn/en ung er til fare for sig selv eller andre.

Det er ikke rart for nogen at være en del af en fastholdelse. Hverken for barnet eller den voksne/de voksne. Derfor er det også sidste udvej, og den efterfølgende bearbejdning er essentiel. Her er lovgivningsmæssige retningslinjer der skal overholdes ift. hvad der skal indberettes, ligesom det er vigtigt at tage hånd om både barn, forældre og voksne.

Som udgangspunkt vil vi heldigvis oftest også have succes med at benytte vores pædagogiske værktøjer, og et bærende nøgleord i denne sammenhæng er konfliktnedtrapning, og herunder også udtrykket ”bagdør”.

 

 

Det er nemlig helt essentielt at skabe ro og forudsigelighed omkring situationen. Ikke at hæve stemmen, samt bevare et roligt og forudsigeligt tempo i bevægelser og kropssprog. Dette gør man for at undgå at eskalere unødvendigt. Møder man et barn i konflikt med skæld ud og irettesættelser, højner man risikoen for en optrapning. Derimod afværger man, hvis man går i modsatte retning – og man giver barnet mulighed for at trække sig, i stedet for at gå længere ind i konflikten.

 

Her taler man typisk om ”bagdøren”. Chancen for at trække sig, og søge imod noget trygt og velkendt.
Forskellige børn/unge har forskellige bagdøre, og forskellige udveje der fungerer. For mange er det en stor hjælp blot at få lov til at gå, smække med en dør på vejen og så ellers finde ro på egen hånd i haven omkring huset, eller på skolens legeplads. For andre er det et trygt lokale, en Ipad og en sækkestol. Behovene er forskellige, og det vigtigste er at vi som voksne kender til dem, og sætter dem i spil som en mulighed når det brænder på.

 

Denne konfliktnedtrappende metodiske tilgang kaldes ”Low Arousal”, og er en af de grundsten som behandlingsarbejdet på MIRskolerne er bygget på.