På besøg i Roskilde Domkirke

Som del af skoledagligdagen på AskovFondens Mir skoler tager vi regelmæssigt på spændende udflugter, der underbygger de faglige forløb.

I sidste uge tog indskolingen på tur til Roskilde Domkirke. Vi var i den heldige situation, at en mor til én af vores elever er organist i kirken. Derfor fik vi en ”back-stage”-fremvisning af kirken, hvor vi udover den almindelige tur, fik lov til at se kirkens lofter og små hemmelige gange. Desuden fik vi den dygtige organist til at give et par numre på det imponerende kirke-orgel.

Eleverne var meget begejstrede og fascinerede over kirkens historie – specielt var der store øjne ved at se de mange smukke kongegrave og flotte udsmykninger.