Blog: Hvem har ansvaret?

I mange år har Danmark været kendt og anerkendt for vores sociale sikkerhedsnet og vores rettigheder som borger i samfundet. Vi har bygget vores velfærdsstat op omkring essentielle principper, og et af vores kerneområder er retten til skolegang og uddannelse for alle. Vi har gennem tiden skabt et skolesystem og et uddannelsessystem, der skal sikre alle børn og unge i Danmark muligheden for uddannelse uanset baggrund, opvækstvilkår og økonomi. Grundlæggende er vores skoler åbne for alle, men hvad sker der med vores velfærdsstat, når flere og flere børn/unge ikke magter at komme i skole?

Skolevægring

De senere år er der kommet massivt fokus på begrebet skolevægring. Skolevægring dækker over den børnegruppe der gerne vil i skole, men som ikke magter det. Adspurgt beskriver PPR i de fleste af landets kommuner, at antallet af familier med børn der skolevægrerog mistrives er støt voksende. Vi ved at børn der skolevægrer, er i høj risiko for at ende i et liv i udenforskab, uden uddannelse eller socialt netværk.
Det er en hverdagsproblematik der påvirker hele familien. Forældre der har svært ved at passe deres arbejde, og ofte bliver sygemeldte samt stressramte. Søskende der mistrives både i og udenfor skolen.
Alene i Aarhus Kommune viser en undersøgelse, at der er 30 børn som slet ikke går i skole – og at tallet i virkeligheden ligger på omkring 100 børn, hvis man tæller de børn, der kun deltager i op til halvdelen af skoletimerne. (Politiken, 23. september 2018)


På nuværende tidspunkt står vi over for at fratage 4 store børn- og ungegrupper muligheden for uddannelse og deltagelse i et meningsfuldt arbejdsliv på længere sigt. Det gælder børn med autisme, angst, ADHD og ordblindhed. De 4 børnegrupper udgør 8 procent af en børneårgang og udgør størstedelen af de skolevægrende børn. Dertil ser vi at unge uden diagnostiske vanskeligheder bukker under for vores præstationskultur og oplever en ringe livsglæde og livsmestring. Flere unge er i potentiel risiko for at udvikle psykiatriske diagnoser. Summen af børn/unge der er i risiko for at ende på overførselsindkomster, uden uddannelse, og leve et i liv i udenforskab, er alarmerende højt. (Aarup 2017 og VIVE 2018)

Generel psykisk mistrivsel

En ny undersøgelse fra VIVE viser, at 46 procent af alle 19 årige piger har været i kontakt med en psykolog. Problematikkerne er knyttet til de krav vi som samfund udsætter vores unge for. Jagten på det perfekte liv, uddannelse, karakterer og det øgede pres de sociale medier lægger på vores unge. Mere end hver tredje pige vurderer, at de har haft en psykisk lidelse, næsten hver sjette har haft en spiseforstyrrelse og 19 procent vurderer at de har en lav livstilfredshed. Undersøgelsen viser at psykisk mistrivsel i teenageårene forøger risikoen for at få en psykiatrisk diagnose senere i livet. Derudover er der markant risiko for at komme på overførselsindkomst og ikke være i gang med, eller have fået en erhvervskompetencegivende uddannelse, når man er i midten af 20erne. (VIVE 2018)
Den psykiske mistrivsel skaber skolevægring, og flere unge magter ikke at leve op til de krav og dét forventningspres der dominerer i skolen og på ungdomsuddannelserne.

En bombe under vores velfærdssamfund

Vi står med et massivt samfundsmæssigt problem i fremtiden, hvis denne tendens fortsætter. De børn og unge der skal sikre vores velfærdssamfund, står potentielt allerede på en livsbane, hvor de ikke får den rette støtte og hjælp, og derfor ikke udvikler de færdigheder der er behov for – set i et samfundsmæssigt perspektiv. Dertil en samfundsøkonomisk udgift på kort og lang sigt, i en størrelsesorden der er så bekymrende, at det meget vel kan være en bombe under vores velfærdssamfund, som vi kender det i dag.

I årevis har vi kunne læne os tilbage, alt imens vi gentagne gange blev udråbt til at være verdens lykkeligste befolkning. Vi har levet op til FN’s verdensmål, og mange lande har kigget nysgerrigt vores vej når samtaleemnet var trivsel, levevilkår og demokrati.
Nu står vi i en situation, hvor tallene taler for sig selv. En stor procentdel af vores unge er ikke lykkelige. Næsten halvdelen af unge piger har behov for støtte, og antallet af børn og unge der diagnosticeres i psykiatrisk regi stiger hvert år. Mindst 8 procent af en børneårgang, er alene på baggrund af diagnoser som ADHD, Autisme, Angst og ordblindhed, ikke i stand til at gennemføre en uddannelse.

Men hvem har ansvaret, når børn gerne vil gå i skole og være en del af et socialt netværk, men ikke kan?

Christiansborg er med til at italesætte at dette er en kæmpe udfordring for vores velfærdssamfund, men lægger samtidigt ansvaret tilbage på kommunerne, og vægter at det er et kommunalt anliggende at sikre de rette løsninger. Kommunerne vil gerne, men er presset på budgetter, lovgivning og manglende specialiseret viden. Forudsætningerne for at løse disse meget komplekse sager er ikke til stede og i virkeligheden bør det vel være en problemstilling vi som samfund tog fælles ansvar for at løse?

Hvis vi kigger tilbage i tiden har vores folkeskole været underlagt vilkår, der havde til hensigt at øge fagligheden, inklusionen, mangfoldigheden og rummeligheden. Bagsiden af dette ser vi nu; Folkeskolen kan ikke løse alle problemer.

Urimelige krav

I virkeligheden stiller vi krav til vores folkeskoler, som er urimelige. I hvert fald når det kommer til kravet om, at de både skal være generalister og specialister. Folkeskolerne skal varetage den egentlige fagfaglige undervisning samt lære børn at gå i skole. Derudover skal de løse en lang række opgaver af pædagogisk karakter med særligt fokus på fællesskaber, venskaber og medmenneskelighed. Inklusionen har i den grad tilført en massiv opgave af specialpædagogisk karakter og til tider en behandlingsorienteret indsats.

Har man nogensinde sat sine ben på en folkeskole i Danmark, ved man hvordan den summer af liv og udvikling. Folkeskolen skal være en god oplevelse og agere springbræt for de næste mange generationer. Den løfter langt størstedelen af de akutte og daglige opgaver, og har rigeligt med plastrer til at løse de gængse problemstillinger. Folkeskolen er et fantastisk sted – for rigtig mange børn og unge. Men for de børn der ikke trives, kan det være en katastrofal oplevelse, der potentielt sender dem på en livsbane der ender i et liv i udenforskab. Et liv uden relationer, venskaber, uddannelse og senere hen et meningsfyldt arbejdsliv.

Det virker paradoksalt at vi stiller dette krav, når vi sammenligner med de øvrige instanser i vores velfærdssamfund. Der har i samfundet været et stort paradigmeskift, bl.a. hvis vi vender blikket mod sundhedssystemet. Her har politisk fokus været rettet mod at skabe en øget specialisering, hvor hospitaler deler deres ekspertfelter op imellem sig. Det har man gjort for at sikre, at alle patienter kan få den mest specialiserede viden til rådighed uanset hvor i landet man bor. Her er det anerkendt, at man ikke kan varetage den helt særlige specialistopgave og samtidig være generalister med stor viden både fagligt og metodisk om almen området. Derfor kan man undre sig over, at vores krav til den danske folkeskole kræver at man kan begge dele. For hverken økonomi, eller nødvendig specialistviden, har fulgt med inklusionen, og tilbage står kommuner og skoler med de bedste hensigter, men manglende værktøjer.

Meningsfuld uddannelse er vejen frem

Resultatet er, at vi på landsplan har flere børn/unge der skolevægrer og er i mistrivsel. Tal der er alarmerende høje og uden en reel handleplan og viden om, hvordan vi skal vende kurven. Men er det skolens ansvar, når børn mistrives og skolevægrer sig – eller er det forældrene der skal varetage denne opgave? Er det kommunerne der hver især skal udvikle den rette højt specialiserede indsats eller skal regeringen sikre at alle landets kommuner har økonomi og den nødvendige specialistviden, så vi i fællesskab kan arbejde målrettet med de samme resultatindikatorer og sikre børn/unges ret til meningsfuld skolegang og uddannelse?

Vi står ved en skillevej, og som minimum skal vi være enige om, at alle børn og unge i Danmark har ret til meningsfuld uddannelse. Det kan betale sig at investere i mennesker og jo tidligere vi sikrer børn/unge den rette hjælp, på det rette tidspunkt af de rette mennesker, jo større sandsynlighed er der for at øge antallet af børn/unge der kommer i skole hver dag, færdiggør folkeskolen, får en ungdomsuddannelse og tidligt i deres liv er på en meningsfuld livsbane.

Bedste hilsener

Lea Køhn