Blog: Hold ikke øje med børnene, men få øje på dem!

Et lille pip om stigmatiserende diagnoser, forhastede udredninger, manglende kvalitet og fejlbehandling

I børne- og ungdomspsykiatrien, og på specialområdet for børn og unge, er der gennem tiden blevet brugt rigtig mange ressourcer på at undersøge, drøfte og vurdere, hvad det behandlingskrævende barns kontekst og situation er, og hvad barnet har brug for. Mange forfejlede timer, ubelyste indsatser og manglende effekt er desværre hverdag i psykiatri- og behandlingsverdenen. Ofte bliver ressourcerne brugt på en forkert måde i de asynkrone pendulsving, der til stadighed eksisterer mellem politikerne, børnepsykiatrien og de udførende tilbud/institutioner. Der er i forvejen skrækkeligt mange myter om psykiatrien. Fx er emnerne stigmatiserende diagnoser, fejlbehandling og negligering af støttebehov tit til debat – og det er fatalt for de børn og unge, der har behov for den korrekte specialiserede hjælp.

I 2015 kom den nye ”udredningsgaranti”, hvilket betyder at alle nyhenviste børn, der henvises til udredning i psykiatrien har ret til at blive udredt indenfor 30 dage. Og hvis det, af lægefaglige grunde, ikke er muligt at udrede barnet indenfor tidsfristen, skal barnet have en skriftlig plan for et kommende udredningsforløb. Samtidig siger ”behandlingsretten”, at der højst må gå 60 dage fra modtaget læge henvisning, til behandlingen er sat i gang.
I slutningen af 2016 havde man så mange erfaringer med den nye udredningsgaranti, at læger og psykologer i børnepsykiatrien slog alarm. De følte sig nu så pressede, at det gik ud over børnene. Systemets krav om hurtige udredninger havde skabt et tempo, hvor mangelfulde diagnoser og fejlmedicinering var blevet en reel risiko for de udsatte og psykisk sårbare børn. Det kan i sidste ende føre til fejlbehandling, fejlplaceringer, institutionsskift, genindlæggelser, og en generel forværring af barnets tilstand.

Vilkårene er blevet så kritiske, at børnene og deres familier ikke længere bliver mødt på en meningsfuld måde under de betingelser og den styringsform, som psykiatrien er underlagt. Børnene modtager simpelthen ikke den hjælp, de rent faktisk har brug for og de pressede familier bliver på den måde dårligt hjulpet. En udredningsgaranti har kun sin berettigelse, hvis den hjælper børnene og familierne fremad.

 

Man skal vide  at de udredte børn efter en evt. forhastet udredning sendes i behandling og fx placeres på en specialskole eller i et dagbehandlingstilbud med specialundervisning, og bliver sluset ind i en mindre klasse, hvor barnet måske ikke kan spejle sig i eller profitere af hverken behandlingsform, de øvrige børn eller personalets tilgang. En udredning og diagnosticering af et barn i skolealderen, har omfattende betydning for den pædagogiske kontekst, de inklusionstiltag og den skoleplacering, som efterfølgende besluttes.

Konsekvenserne af muligvis at overse en gennemgribende opmærksomheds- eller udviklingsforstyrrelse, fordi der ikke er ressourcer til at kigge bagved fx en angst, en spiseforstyrrelse, OCD, depression eller andet – de er meget store. Så sker det bl.a., at børnene sendes i rammer, behandling og måske terapiforløb, som kan forværre deres tilstand. Et skoleliv fx kræver, at flere aktører samarbejder og spiller med. Skolen og aktørerne er dybt afhængige af, at de kan stole på børnepsykiatriens arbejde. Børnene svigtes desværre. Og det er en hård erfaring for forældre at få, at deres barn har været igennem – i bedste fald fejlbehandling – og i værste fald en direkte forværrende behandling.

AskovFonden’s og Mir Skolernes holdning til udredningsgarantien er kort og godt, at kvalitet kommer før hurtighed og kvantitet. Der må ikke ’sjuskes’ med de børn, hvis barndom i forvejen er på skæv kurs. Der skal bruges den fornødne tid til udredning. Hvis ikke udredningen er fyldestgørende, kan det få negative følger for barnets senere voksenliv. Samtidig stresses hele familien yderligere, og må måske igennem hele møllen igen. Det slår skår i et barns tiltro til, at det kan få hjælp – og forkrøbler den selvforståelse, som er helt central for at lære at leve, som den man nu engang er.

Den potentielt efterfølgende behandling er et stort ansvar. Fx er AutismeSpektrumForstyrrelser eller ADHD ikke lidelser, der forsvinder med hverken tid eller medicin. Det er livslang alvor. Man skal – kort formuleret – lære at ’styre’ sin funktionsnedsættelse. Så kvalificeret hjælp gør en forskel. Vi ved, at hvis barnet kommer i den rigtige behandling i de rigtige rammer, og forældrene har den rigtige viden til at støtte, så vil der vokse nogle berigende og bidragende medborgere frem. Trods en svær start. Dejlige mennesker, der kan en masse og som sætter farve på hverdagen. På Mir Skolerne siger vi: ”Vi holder ikke øje med børnene – vi får øje på dem”.

 

I AskovFonden er relationsvelfærd på dagsordenen. Og det er det, det her handler om. Mange udsatte og psykisk sårbare børn og unge har flere diagnoser, som kræver ekspertise at behandle. Pubertetsårene kan ydermere være så udfordrende, at der støder flere lidelser til, som fx spiseforstyrrelse, selvskade, angst, depression eller andet. De lidelser skal behandles på en særlig måde, når der også nedenunder ligger en gennemgribende opmærksomheds- eller udviklingsforstyrrelse. Behandles disse lidelser forkert, kan man risikere at forværre tilstanden. Politikerne, og dermed psykiatrien, burde bruge de ressourcer og processer, der skal til for at få ordentligt øje på børnene – i stedet for at holde øje med måltal, tidsfrister og kvalitetsforringende ’politisk dokumentation’ om kvantitet. Det er relationsvelfærd.

Og det slutter ikke her: For fx i den almene folkeskole vil den normalitetsopfattelse, der kan iagttages i lovgivningen på området, testningsapparatet og fagstrukturer, spille sammen med produktionen af bestemte problemforståelser, der kan give anledning til bestemte diagnosetyper. Vi taler her om historiske, sociologiske og samfundskulturelle perspektiver på, hvordan forholdet mellem ’normalitet’ og ’afvigelse’ i skolen udvikles og tager form. Men det bliver i den næste BLOG…

Henrik Lauge Lohse, Skoledirektør på MIR skolerne